Konference: En inspirerende dag i fællesskabets tegn

Onsdag den 10. april afholdte Fællesskabsby Ringsted konference i beboerhuset i Sønderpark, som var fyldt med mere end 100 engagerede borgere, Fællesskabsambassadører, lokalpolitikere og en masse fagpersoner, som alle er med til at gøre vejen til byens fællesskaber nemmere. Dagen bød på en masse inspirerende oplæg og fortællinger.

Fællesskaber er en politisk prioritet i Ringsted og på Christiansborg

Konference - Borgmesteren
Klaus Hansen, Borgmester i Ringsted

Klaus Hansen, Borgmester i Ringsted Kommune er glad for at stå i spidsen for en kommune, hvor det er blevet lettere at blive en del af byens foreninger og fællesskaber.

Han siger desuden, at det som kommune betaler sig fra et økonomisk perspektiv, da fællesskaber har en positiv effekt på vores helbred og er en beskyttende faktor, der har stor betydning for vores sundhed.

Jeg er stolt af at være borgmester i en by, hvor mange forskellige aktører gør en stor indsats for at forebygge ensomhed blandt byens borgere
Klaus Hansen, Borgmester i Ringsted

Karin Liltorp, Civilsamfundsordfører i Moderaterne mener, at det er vigtigt i højere grad at indtænke civilsamfundet i løsningen af samfundets komplekse problemstillinger.

Som politiker vil jeg gerne være med til at skabe rammerne og kigge på, hvilke muligheder, der er derude. Jeg har en tro på, at dem, der sidder tættere på borgerne, finder de rigtige løsninger i samarbejde med civilsamfundet
Karin Liltorp, Civilsamfundsordfører i Moderaterne

Fokus på de lokale erfaringer

I Fællesskabsby Ringsted bidrager en masse forskellige aktører til at skabe synlighed om byens fællesskaber og gøre adgangen til dem nemmere.

Panel bestående af lokale "vejvisere", som fortæller om deres oplevelser med Fællesskabsby Ringsted
Et panel af lokale aktører, som fortalte om deres erfaringer med vejvisning i hverdagen.

En af dem er Eva Schandorf, som er almen praktiserende læge hos Lægehuset DagmarHun oplever en positiv udvikling i kendskabet til Fællesskabsby blandt patienter - når hun nævner Fællesskabsby, så kender patienterne efterhånden til initiativet. Og hun har flere eksempler på patienter, som det har påvirket positivt at tale om fællesskaber med.

Der var en patient, som jeg havde en god snak med om muligheder for fællesskab. Patienten startede med at komme i et fællesskab, og det har betydet meget for hans mentale helbred efterfølgende
Eva Schandorf, almen praktiserende læge
Konference - Eva sundhedskonsulent
Eva Pilt, Sundhedskonsulent i Ringsted Kommune

Sundhedskonsulenterne i Ringsted Kommune er også engageret i at skabe nem adgang til fællesskaber. Eva Pilt Astrup, sundhedskonsulent i Sundhed og Træning prøver at få udbredt Fællesskabsby på mange forskellige måder. Blandt andet arbejder hun med en "bevægelsesoversigt", hvor der står, hvordan man kan fortsætte med at være aktiv, når man afslutter et forløb i kommunen.

I Sct. Hansgade ligger Ringsted Apotek. Indehaver Baris Atalay fortæller, at apoteket er et sted, som dagligt har kontakt med rigtig mange mennesker, og de møder jævnligt mennesker som føler sig alene. Blandt andet ved medicinsamtaler har han anledning til at tage en god snak om fællesskaber og vise vej til Fællesskabsby.

Jeg er selv ny apoteker i byen, og har oplevet, hvad det betyder at blive taget godt imod som ny. Det gør en kæmpe forskel at føle sig som en del af fællesskabet
Baris Atalay, indehaver Ringsted Apotek

David Knutsson er ejendomsmester, og Marianne Hagner, mesterassistent, i Ringsted Almene Boligselskab. De møder borgerne på en anden måde end mange andre, da de kommer ind i folks private hjem, hvilket gør at det er nemt at falde i snak og få personlige samtaler om fx jobsituation og ensomhed.

Konference - Ejendomsfunktionær Marianne
Marianne Hagner, Mesterassistent i RAB

De ser rollen som “sociale” viceværter, og dét at kunne henvise til fællesskaber og Fællesskabsby, som et vigtigt værktøj. Nye lejere får bl.a. en velkomstmappe, hvor de lægger små flyers, som henviser til Fællesskabsby og muligheden for, at man kan snakke med dem om fællesskaber.

Marianne fortæller en konkret historie, hvor hun havde været på en beboeropgave hos en, der følte sig ensom og lidt trist. Hun opfordrede beboeren til at tage en gammel interesse op, og da hun sidst besøgte ham nogle dage senere, var han startet op i et fællesskab, hvor han kunne dyrke sin interesse med andre. 

Fællesskabsambassadører gør en forskel for sine medborgere

I Ringsted er der efterhånden en masse borgere, som har meldt sig som Fællesskabsambassadører. Det har Michelle Elmer og Chris Kjølbo begge gjort, og det er de glade for. De synes begge, at det er meget livsgivende og meningsfuldt at gøre noget for at skabe et godt lokalsamfund at bo i.

Michelle valgte at blive Fællesskabsambassadør, da hun gerne ville gøre noget godt for sig selv og samtidig ønskede hun at understøtte mere fællesskab i den andelsboligforening, som hun flyttede til for godt et år siden.

Det første jeg gjorde som Fællesskabsambassadør var at arrangere en social kage-sammenkomst i min andelsforening, hvilket blev en kæmpe succes. Ved at være Fællesskabsambassadør gør jeg noget godt, både for andre, men også for mig selv
Michelle Elmer, Fællesskabsambassadør

Chris Kjølbo har boet i Ringsted i knap 50 år, og er aktiv i en lang række forskellige foreninger og betegner sig selv som et menneske, der snakker med alle, han møder på sin vej. Han er optaget af at stille sig selv til rådighed ift. at hjælpe folk ind i fællesskaber. Men han gør også noget for, at aktører rundt omkring i byen synliggør Fællesskabsby.

Som Fællesskabsambassadør har jeg bl.a. fået en fodterapeut til at have postkort og infoskærme med Fællesskabsby i sin klinik
Chris Kjølbo, Fællesskabsambassadør