Savner du fællesskab ved spisebordet?

I Ringsted er der i efteråret startet et spisefællesskab, der har fokus på at samle folk, som savner fællesskabet ved spisebordet. Siden oktober 2023 har der været fællesspisning én gang månedligt, og det har været en succes som fortsætter i 2024.

Kommet godt fra start

Den 10. oktober 2023 afholdt Fællesskabsby Ringsted for første gang fællesspisning i Kulturhuset. Det var en vellykket aften med god stemning og flot tilslutning med mere end 10 deltagere. Sidenhen er tilslutningen vokset for hver gang, og årets sidste fællesspisning den 19. december var med over 20 deltagere. Hver gang har der været deltagelse af to af Ringsteds Fællesskabsguider og minimum et par stykker af byens engagerede Fællesskabsambassadører, som har hjulpet med praktiske ting og med at tage godt imod deltagerne.

Spisning med fokus på fællesskabet

Formålet med spisefællesskabet er, at det skal være et sted, hvor man som ringsteder kan komme og møde nye folk i byen, eller blive inspireret til at blive en del af andre fællesskaber i Ringsted.

Det har været en rigtig god og positiv oplevelse at være med. Vi meldte os til, fordi vi gerne ville lære nogle at kende i byen, da vi for nyligt er flyttet til Ringsted
Nytilflyttet par, deltagere til spisefællesskabet

En vigtig del af spisefællesskabet er, at deltagerne er sammen om de forskellige aktiviteter – fra borddækning, madlavning og anretning til oprydningen til sidst. Det skal være med til at gøre det nemmere for deltagerne at komme i tale med hinanden end hvis, det kun var spisningen, man var sammen om.

Det er hyggeligt at lave mad sammen, og når man arbejder sammen har man automatisk noget at snakke om
Deltager til spisefællesskabet

Hver gang er der også en fælles aktivitet eller et indslag, som giver deltagerne noget at være fælles om og blive klogere på. Det har ført til visning af en film om livet i Ringsted i 1950’erne, et oplæg om biavl fra Midtsjællands Biavlerforening og et julepakkespil.

Fællesskabsambassadørerne giver en hånd

Hanne og Simon er Fællesskabsambassadører og har deltaget i spisefællesskabet
Fællesskabsambassadører hjælper til med det praktiske og tage godt imod deltagere. 

Hver gang har et par af Ringsteds fællesskabsambassadører deltaget, og det har været en stor hjælp. De har været med til at gøre det muligt at klare de praktiske ting, og de har frem for alt bidraget til at skabe en hyggelig stemning. For to af ambassadørerne, Simon og Hanne, har det også været positivt at være med.

Det er en fornøjelse at være med. Der er en masse søde mennesker, og det er rart at være med til at give en hånd til det praktiske og tage godt imod nye deltagere”, siger Simon og Hanne.

Savner du fællesskabet ved spisebordet?

Du er velkommen! Én gang hver måned er der fællesspisning i Kulturhuset. Læs invitationen og datoerne for de kommende spisefællesskaber herunder.

2024